Det er sjovt at køre motorcykel i flok, men det er ikke ufarligt.
Det er vigtigt, at vi følger nogle få retningslinjer, både for egen og andres sikkerhed.
Guide/turleder giver klar besked om, hvornår der køres.  Husk at tanke inden turen.
Forrest i gruppen kører en “guide/turleder”, som sætter tempoet.
Turlederen kører frem til en startposition og venter her, indtil alle er samlet.
Indtag zigzag formation under kørslen, hvor “guiden/turlederen” kører i vognbanens venstre side. De efterfølgende vælger skiftevis højre og venstre side. Dette giver et større synsfelt, god standselængde, samt et bedre udsyn over alle de andre MC ér i gruppen.
Overdriv din placering i formationen lidt. Ud over øget bremseafstand, efterlader det heller ikke andre i tvivl om du er venstre eller højre mand. Husk at holde god afstand.
Når der standses, eks. ved et kryds eller andet, klapper zigzag formationen sammen, ved at højre manden kører op på siden af venstremanden. Derved bliver gruppen kortere, og deltagerne får bedre udsyn og orienterings muligheder. Det bliver også lettere for gruppen at komme i gang igen og komme samlet over kryds m.m.
Hold øje med den bagvedkørende. Hvis den bagvedkørende bliver væk, så hold ind i og vent til gruppen er samlet igen.
Ved kørsel i by eller ved passage af lyskryds, opstår der hurtigt et slip i gruppen. Guide/turleder holder ind til siden et passende sted og venter til gruppen er samlet – det er vigtigt at få alle med.
Ved overhaling af andre trafikanter skal du holde din plads i gruppen – der kan opstå meget farlige situationer, hvis en bagvedkørende overhaler samtidig med, at en forankørende trækker ud. Overhalingen skal ske så hurtigt som mulig.
Hvis din MC eller du ikke passer til tempoet, så placér dig længere fremme i rækken, da tempoet bagud varierer en del.  Så er du ikke fortrolig med gruppekørsel, bør du vælge en plads fremme i rækken.
Hold altid din plads i gruppen under kørsel. Får du lyst til at skifte plads, så gør det under en pause, som der kan være flere af.
Hvis du forlader gruppen, vink lige farvel, så de andre bliver klar over, at der ikke er problemer. Den bagvedkørende i samme række kører frem – hele rækken rykker en plads frem. Dvs. at vi ikke skifter placering på vejbanen, men blot kører frem.
Hvis en MC får problemer, holder hele gruppen ind til siden og hjælper.